Min historie
Fra helt almindelig til elite på højeste niveau
Jeg hedder Janette Dommer, født i 1973.
Som barn fik jeg ofte at vide, at jeg var doven, og i mine gymnasieår levede jeg et typisk ungdomsliv med masser af fest, alkohol og cigaretter. Intet pegede på, at jeg senere skulle ende i eliteidræt på højeste niveau.
Efter gymnasiet rejste jeg til Boulder, Colorado som au pair. Her ændrede noget sig. Jeg begyndte at løbe små ture i bjergene, cykle mountainbike, klatre og stå på ski. Pludselig var kroppen blevet en del af mit liv på en helt ny måde.
Da jeg kom hjem til Danmark, fortsatte jeg med at løbe. Jeg kunne fare vild i skoven og opdage, at jeg havde løbet i en time uden at tænke over det. Det var her, ideen om mit første marathon opstod – jeg ved stadig ikke helt hvorfra. Jeg vidste intet om løb, havde hverken løbetøj eller ur, og på de lange ture havde jeg en pose rosiner i lommen.
I 1998 løb jeg mit første marathon i tiden 3.58.
Samtidig studerede jeg til laborant på Rigshospitalet og senere levnedsmiddelingeniør med speciale i ernæring på DTU/KVL. Undervejs mødte jeg min mand, André, som hurtigt blev en del af mit løbeeventyr. Vi begyndte at træne sammen og udviklede os gradvist — både som løbere og som familie.
Vi løb os ned omkring 3.25 på marathon, mens livet voksede omkring os.
Træning blev en del af familielivet
Vores første datter voksede nærmest op i en babyjogger. Senere kom flere børn til, og træning blev flettet naturligt ind i hverdagen med løbevogne, cykler, fællestræning og lange dage fyldt med sport, logistik og madpakker.
En dag foreslog en erfaren løber intervaltræning. Vi vidste ærligt talt ikke, hvad det var — men vi lyttede og gjorde arbejdet.
Resultaterne kom hurtigt.
Vi løb pludselig 3.02 på Nice–Cannes Marathon, og senere lykkedes det mig at nå en af mine store drømme: sub 3 timer i marathon med 2.58 i Frankfurt Marathon.
Men spørgsmålet begyndte at melde sig:
Hvad nu?
Fra nybegynder til Ironman
Min mand var begyndt med triatlon og Ironman, og for mig virkede det fuldstændig vanvittigt. Jeg anede intet om triatlon. Jeg havde aldrig svømmet seriøst, vidste ikke noget om pacing, energiindtag eller udstyr — og hele setup’et virkede ærligt talt uoverskueligt.
Så fik jeg en udfordring i julegave:
Et startnummer til Aarhus 70.3, en triatloncykel og en svømmetræner.
Og så var der ikke rigtig nogen vej tilbage.
Jeg kunne ikke engang crawle fem meter uden at holde fast i kanten. Jeg var usikker i vandet, bange på cyklen og følte mig helt grøn. Til mit første stævne trillede tårerne ned ad kinderne, fordi det hele føltes så grænseoverskridende.
Men jeg gav ikke op.
Langsomt begyndte tingene at falde på plads. Jeg lærte, trænede, fejlede og udviklede mig. Senere fik jeg en personlig træner, som for alvor lærte mig værdien af struktur, balance og målrettet træning.
Mere end bare præstation
Siden er det blevet til flere verdensmesterskaber på Hawaii, europamesterskaber, sejre i Ironman Barcelona og første kvinde over målstregen ved Ironman København 2022.
Men det vigtigste for mig har aldrig kun været resultaterne.
Det har været menneskene omkring mig.
Jeg har aldrig stillet til start uden André ved min side og mine børn som mine største heppere. Sport har altid været en måde at skabe energi, fællesskab og balance i vores liv — ikke noget, der skulle tage os væk fra det.
Det er præcis den tilgang, jeg tager med ind i min coaching i dag.
For mig handler træning ikke kun om performance.
Det handler om mennesker, udvikling og om at skabe resultater uden at miste sig selv undervejs.